Gastronomi og fotografi

Willkommen, bienvenue, welcome! Velkommen til den historiske og hyggelige by Kyritz med ti tusinde indbyggere og byrettigheder fra højmiddelalderen. I begyndelsen, for tusind år siden, hed byen Chorizi og er i dag en by, der er stolt af sin arv med gamle stenmure og middelalderlige bindingsværkshuse af ler, gips eller røde mursten med stejle strå- eller skifertage. Kyritz ligger i Brandenburg, 60 km nordvest for Berlin, i hjertet af Preussen med kejser og jernkansler, og var fra 1952 til 1990 en del af Bezirk Potsdam i Østtyskland. I dag er byen indbegrebet af landlig idyl i det genforenede Tyskland.

Engang havde denne gamle hansestad tilnavnet “Kyritz an der Knatter”. Fra den nærliggende flod Jäglitz blev en strøm af vand ledt gennem byen med en række af vandmøller på bredden, der konstant knagede (knatterte), når de malede korn. I dag er den tavs. Det er længe siden, at floden er tørret ud.

Som man kan forvente, ligger rådhuset i centrum, en stram bygning, der med sit krenelerede tårn minder om et lille italiensk renæssancepalads. På den gamle markedsplads står stadig den fornemme fredseg, som Kyritz’ borgere engang plantede til minde om det endelige opgør med Napoleon og afslutningen på næsten et årti med fransk belejring.

Fra en anden vinkel kan du gennem træets smukke grønne blade være heldig at få et glimt af St. Marienkirche, en rød murstensbygning i romersk og tidlig gotisk stil, som stammer fra middelalderen, og som har været delvist nedbrændt og genopført i årenes løb. Her, i et smukt Art Nouveau chateau på den anden side af pladsen, driver madstylist og modedesigner Nora Eisermann og fotograf Laura Muthesius eksklusive ferielejligheder, St. Oak Apartments, hvor de kombinerer deres passion for indretning og kulinarisk madlavning.

Lauras far ejer det prominente hus. Hun voksede op i en lille landsby uden for byen og flyttede senere til Berlin for at studere fotografi. Det var der, Laura mødte Nora. De har stadig en lejlighed, en pied-à-terre, i Berlin. Én gang berlinerinde, altid berlinerinde, eller som det hedder i den berømte Marlene Dietrich-sang: “Ich hab´ noch einen Koffer in Berlin”. De tager derhen en gang imellem for at proviantere eller bare for at indånde den berlinske luft.

Deres professionelle liv har til en vis grad handlet om mise-en-place og mise-en-scène, madlavning og foto. Det hele startede med deres kreative blog “Our Food Stories”, som præsenterede fristende dækkede borde på eksotiske og fjerne steder. De lige så succesfulde “Dinner Stories” og “Designtales” gav dem kultstatus blandt deres følgere. For nylig udgav de også en bog. Det får en til at tænke på et andet berømt par – er de i virkeligheden vor tids Gertrude Stein og Alice B. Toklas? Ikke rigtigt. Ingen er nogen anden. Man er, hvad man er. Det er, hvad det er. Eller som Stein skrev: “En rose er en rose er en rose er en rose...”.

Nu har Nora og Laura endelig fået opfyldt en længe næret drøm. På St. Oak har de fornøjelsen af at tilbyde deres gæster den ægte vare i betagende omgivelser, himmelsk mad i spektakulære rammer, om sommeren helst udendørs i den frodige og smukke lille gårdhave med terrakottakrukker og grus på jorden, ja eller faktisk overalt. Efter ønske kan de dække et bord til to i et chambre separé eller dække et langbord ude på gaden, på marken eller i skoven. Måltiderne forberedes og tilberedes i deres nye Frama by Kvänum-køkken.

Sundhed og bæredygtighed er kernen i deres arbejde. Hovedvægten er lagt på glutenfri mad. Det var sådan, de kom i gang i første omgang. Faktisk skyldes det hele Lauras allergi. Tidligt fik hun konstateret cøliaki, overfølsomhed over for mad, der indeholder korn, eller mere præcist glutenprotein. Det var besværligt at gå på café, siger hun, jeg måtte altid afstå fra de fristende kager. Selvom det ikke er så længe siden, så var udvalget af glutenfri mad meget begrænset. Det var svært at finde et sted med et varieret glutenfrit sortiment.

Nora spurgte mig, om jeg nogensinde selv havde prøvet at lave mad eller bage uden gluten. Det havde jeg ikke rigtigt. Da Nora allerede var en ret erfaren kok, begyndte hun at afprøve opskrifter, og den første var pandekager. Jeg husker det tydeligt, siger Laura, jeg elskede Noras pandekager, og jeg begyndte lidt tilfældigt at fotografere og portrættere hendes madlavning og borddækning.

Inden længe fandt Nora på en varieret menu med lækre retter fra Früstück til Abendbrot, ind imellem frokoster og middage med forretter, hovedretter og desserter, plus, til Lauras glæde, et afsindigt lækkert udvalg af kager. Nora udvidede sit sortiment, og før vi vidste af det, havde vi et projekt kørende, siger Laura. At sammensætte opskrifter, tilberede mad og arrangere måltider er en løbende proces, og det er Lauras 'stilleben'-fotografi også. Det, der startede som interesse og omsorg, blev til et gensidigt engagement og efterhånden en livsform.

Deres historie med Frama går tilbage til 2014. De var i København på udkig efter rekvisitter, primært keramik, til “Our Food Stories” og stødte tilfældigvis på Frama-designstudiet, hvor både stram og legende keramik og service var udstillet i vinduet. Butikken var lukket. De ventede til næste dag, en beslutning de ikke har fortrudt. For Nora og Laura blev det starten på et – livslangt ser det ud til – venskab og samarbejde med Frama.

Da vores køkkenkoncept blev lanceret, var de begejstrede. Deres nye FRAMA Modules by Kvänum er nu på plads i St. Oak. I årevis har Laura og Nora varmt omfavnet Frama-æstetikken, inklusive de rå og ru vægge, arrede, forrevne og afskallede, som tilsyneladende afslører spor, minder, drømme, historier, mønstre fra fortiden, og som fremkalder skønheden i det forgængelige, korte og ufærdige, her i subtil kontrast til træværkets skønne finish, moduler på fødder med finerede, glatte døre, en beskeden dékor, der næsten stålsætter sig gennem rummet og langs væggene, alt sammen som en hyldest til enkelheden.

Det er mere et mere møbel end inventar, siger Laura. Hun faldt pladask for det. Nora er vild med væggen med de varme grå og beige toner – de er så beroligende, siger hun – mens elementerne i farven Ginger gør dem begge glade. Og de glatte skuffer, siger Laura, med det lille håndtag som et tyndt blad mellem tommel- og pegefinger, og de åbne skabe, siger Nora, helt fantastiske, og sådan kunne de blive ved. Vi er helt vilde med det, siger de.