Vores designer Per valgte en gammel kending fra vores Real Classic-serie. Broby er en håndmalet fyldningslåge med kanter i massivt træ – det perfekte slotskøkken og med en stemning af det 17. århundrede. Farven Rain står perfekt til gulvet i store grå og røde kalkstensfliser fra Kinnekulle, rustikt og solidt, som et ekko fra Karl den Tiendes tid. Slotsherren er mere end tilfreds. Det er jo en slags Formel 1, som han siger.
Som en svensk fortælling – listen over ejere fra slutningen af i det 14. århundrede til i dag tæller både ikke-adelige og adelige navne. De ikke-adelige navne forsvinder i det 16. århundrede til fordel for højadelen i form af Ulfstand, Cruus, Hästhufvud, Schild, von Post, Brahe, Bankow, Rosenstierna, Wrangel og Koskull. Herregården skifter hænder efter byrd, slægtskab, ægteskab eller salg. Alt dette synes at få en brat ende i 1826. Og så alligevel ikke. Bag det anonyme Vattholma Stakeholders, som senere blev et aktieselskab, forbliver herregården i en række adelige familiers besiddelse i trekvart århundrede. I dag ejes herregården af en ikke-adelig, som dog ikke er så undseelig endda.
Rune Petterssons karriere minder meget om den tidlige adel. Han arvede en lille gård i området. Med flid, forudseenhed og et par smarte handler, lykkedes det ham at skaffe sig et betydeligt areal jord, som i dag også omfatter Årby, et skønt lille slot fra midten af det 17. århundrede, der ligger nordøst for Uppsala. Rune plejede at lege der som barn, da nogle af hans skolekammerater voksede op på Årby. Han husker tydeligt, da han røg sin første cigaret på slottet, Pacific uden filter.
Slottet ligger på en bakke ikke langt fra kirken med det fritstående klokketårn fra det 18. århundrede. Nedenfor har en flok får søgt skygge under et træ. Landskabet emmer af landlig idyl. Den gamle herregård blev erstattet af slottet i omkring 1650. Bygherren var Jurgen Schild, adelsmand og feltmarskal fra Livland. Under byggeriet boede han i nordfløjen fra 1500-tallet. Denne fløj står der den dag i dag og har samme dør, lås og nøgle.
Murstenene blev fremstillet på gården. Leret fik man udefra. Husmænd og bønder blev rekrutteret som daglejere under ledelse af en erfaren murer, som kunne læse tegninger, planer og kort. Hvem han var, ved man ikke. Man hyrede en billedhugger til at stå for udsmykningen og muligvis tegningerne til hele slottet. Det kan have været Jakob Blume, en andengenerationsindvandrer fra Bremen og en del af et berømt dynasti af stenhuggere, i hvert fald hvis man spørger lokalhistorikeren Ingvar Eriksson, som har skrevet en interessant bog om slottet, Historien om Årby.
Udvendigt ses udsmykningen i sandsten primært ved slottets indgang. Men udsmykningen af smedejern på slottets facade er mindst lige så dekorativ. Af praktiske årsager blev bjælkelag og spær i svenske huse ofte forstærket med ankerjern. Smedejernene nagler bjælkerne fast til murværket. De glatte, lysegule slotsvægge har sprossede vinduer, og slottets hjørner er designet i et kædemønster, hvor granitstenene er stablede skiftevis med henholdsvis den korte og den lange side udad. Soklen er af granit. På en måde står det enkle lille slot på toppen af bakken som et tidsbillede af den kortvarige svenske stormagtstid og de tidlige år af Karl den Tiendes regeringstid, som taget ud af et kobberstik af den formidable Erik Dahlbergh, tegner, arkitekt og greve, men født ind i almuen.
I gennem århundrede har herregården fungeret som familieresidens, kornmagasin, beboelse for fattige husmænd og arbejdere, handelsplads og meget mere. Det gik op og ned, gyldne tider og dårlige tider. Skoven blev hærget og herregården var i alvorligt forfald. Men med familien Båth-Johansson kom ejendommen atter i gode hænder. Efter hendes mands død i starten af 1940’erne stod Fru Stina Båth alene med det hele. Der blev plantet skov, og jorden blev pløjet. Riddersalen blev renoveret, de gamle sprossede vinduer blev udskiftet, tagvinduerne blev fjernet, og taget blev restaureret til sin oprindelige stand.
Rune forvalter i dag en rig kulturarv med ære, skønt han langt fra er i mål. Denne beskedne og venlige slotsherre bor stadig på sin gård, hvilket han vil blive ved med at gøre. Han tager os med på en rundvisning på slottet. Fra hallen fører en trappe op og en anden fører ned under det imponerende krydshvælvede loft. På førstesalen er der en udlejningslejlighed, og i kælderen er der mørke fangehuller, hvor vi ikke vover os ned.
Udsmykningen omkring kaminen i riddersalen er af sandsten og er formentligt udført af ovennævnte Jakob Blume. Den er dog ikke intakt længere. Tidligere skulle husmænd og arbejdere have hakket stykker af kaminhylden og brugt dem som slibesten til deres økser og plovjern. Hvad kan man sige? Desperate tider kræver desperate midler. Som Rune fortæller historien, kunne man næsten overveje at beholde kaminhylden som den er.
Forgemakket er det første i en række af værelser, samt et køkken, der for nylig er blevet sat i stand til bryllupper, barnedåb, fester, sammenkomster, litteraturaftener, kammerkoncerter, yogakurser mm. Fra forgemakket fører en dør ud til en stensat have. Forgemakkets vægge prydes af et vidunderligt dekorativt maleri, der løber langs loftet og ned i vinduesnicherne. Det er fra tidligt i det 18. århundrede, endnu ikke rokoko, men nok nærmere inspireret af arabeskerne fra Den Nære Orient. Nogen tæt på den daværende ejer kæmpede sammen med den svenske Kong Karl den Tolvte mod tyrkerne i Bender i 1713, så hvem ved? I følge vores designer Per Fernholm kan farven være Falurød. Siden det 16. århundrede har man produceret den røde maling af slagger fra den kendte kobbermine i Falun. Den var utrolig populær på grund af sine beskyttende egenskaber. Samtidig var den billig, så almuen brugte den til at male deres træhuse, så de lignede de riges røde murstenshuse, på samme måde som engelsk rød engang blev brugt som erstatning for mahogni.
Kapellet er et lille ceremonielt rum med buede vægge og et smukt hvælvet loft. På den ene væg hænger et lille sort-hvidt tryk af det, der ligner den sidste nadver af Leonardo da Vinci i dominikanerklostret Santa Maria delle Grazie i Milano, men det kan også være af en ukendt mester. I 1960’erne fik Stina Båth gulvet lavet i håndstrøgne mursten fra Finsta Teglbrug, som nænsomt fremhæver rummets karakter. Næsten som i bøn lå mureren på knæ og lagde nøje stenene i blokforbandt.
Alt blev revet ud, sænkede lofter, puds, plastik, cement, hønsenet, mørtel og alt andet skidt og skrammel. Rune og hans medhjælpere slog pudsen af væggene helt tilbage til det 17. århundrede, pudsede dem op igen og malede dem. Det hvide puds gav nyt liv til hvælvingerne og de dybe nicher. De gamle egetræslofter blev blotlagt og Rune sørgede for at de gamle hængsler blev støbt om til lyseholdere. Vinduesbænkene i eg fra 1970’erne er skabt med motorsav og er hver især et stykke kunst.
Det gamle lokum blev omdannet til et spisekammer, mens Rune gav Kvänum fuldt råderum, da det kom til køkkenet. Vores designer Per valgte en gammel kending fra vores Real Classic-serie. Broby er en håndmalet fyldningslåge med kanter i massivt træ – det perfekte slotskøkken og med en stemning af det 17. århundrede. Farven Rain står perfekt til gulvet i store grå og røde kalkstensfliser fra Kinnekulle, rustikt og solidt, som et ekko fra Karl den Tiendes tid. Som kontrast giver skabenes fødder et let indtryk, ja de letter nærmest fra gulvet, som Per siger, hvilket understøttes af den ribbede underhylde på arbejdsbordet af eg. Selve bordpladen er af eg fra gården. Knopperne er Frö og har selskab af vores nye slanke håndtag, ligeledes Frö, som begge er i messing, ligesom de tidløse Roma armaturer. Slotsherren er mere end tilfreds. Det er jo en slags Formel 1, som han siger.