Gartnerens hus

Støvring er en lille by syd for Aalborg. Den ligger lige på tærsklen til den store troldeskov, Rold Skov, et 8.500 hektar stort område med kuperet terræn, som er dækket af træer som gran, eg og gamle bøgetræer, hver med flere snoede stammer, der danser og slynger sig i forårets milde grønne lys. Det er Danmarks største sammenhængende skovområde, og det er forbundet med myter og fortællinger – på samme måde som Robin Hoods Sherwoodskov. Og ligesom i Sherwood i gamle dage måtte man her være på vagt over for røvere i skoven. I dag er den sjældne skov et fredeligt og beskyttet område.

Kan du huske Mikkel Thorhauge, gartneren, der forvandlede baghaven til et gammel, renoveret fiskerhus i Skagen til et paradis på jorden? Han bor her i Støvring sammen med sin kone Trine og deres to drenge – ikke så langt væk, for i Danmark er der jo ikke langt mellem tingene. Deres eget hus er en helt anden historie.

Villaen har for nylig gennemgået en gennemgribende renovering. Ejendommen, som de overtog i 2022, var et karakteristisk dansk parcelhus. Fra 1920’erne og fremefter var murermestervillaen Danmarks signaturhus med røde mursten og sadeltag. Fra slutningen af 30’erne og til slutningen af 50’erne gav fordelagtige statslån og kommunalt udstykkede grunde nye befolkningsgrupper adgang til et hus med have.

I 60’erne vandt parcelhuset frem – typisk en lav gul murstensbygning med fladt tag, dybest set en lille kasse på en lille grund. Oprindeligt var størrelsen begrænset til 110 kvadratmeter. Der var specifikke regler for facader, isolering, bestemte funktioner og så videre – krav, som gradvist blev lempet. L-formede huse blev almindelige og skabte plads til en privat del adskilt fra en mere offentlig del samt en intim gårdhave. I modsætning til det svenske “millionprogram”, som i høj grad satsede på højhuse, blev det danske byggeri primært på jorden. I 60’erne og 70’erne flyttede omkring halvanden million mennesker ind i dejlige huse i små lokalsamfund og i mere landlige omgivelser.

Trine traf en beslutning. Det vigtigste først. Kvänums Nature-koncept i Contemporary-segmentet blev valgt uden kompromis – med kubiske former, natursten og egetræsfronter i modellerne Ramel og Brahe. Det samme gjaldt de fine messinggreb Vide, som går igen i hele huset, uden undtagelser. Mikkel gik gladeligt med på idéen, og sammen begyndte de at renovere deres hus.

I hele processen bidrog vores egen arkitekt Dorthe Theilade med tegninger og faglig ekspertise – ikke mindst med rådgivning om materialevalg, som for eksempel eg. Få ting, siger Dorthe, indkapsler 60’ernes modernisme så tydeligt som eg. Mikkel og Trine havde virkelig øje for alt dette. På alle måder har de respekteret fortiden og parcelhusets kvaliteter, siger Dorthe.

Og nu står det der endelig: en lav bygning med fladt tag en halv trappe oppe. Altanen over dobbeltgaragen har et smukt sort smedejernsrækværk, og hele vejen rundt om huset er der brede vinduespartier og skydedøre i glas, der opløser grænsen mellem inde og ude i den gamle parcelhusånd. Tilbygningerne er opført i genanvendt mursten, endnu et udtryk for respekt, og den æstetiske virkning er slående. Facaden afsluttes af et sort facadebånd, der løber hele vejen rundt, og som både er praktisk, elegant og markant.

I indkørslen holder en gammel VW, og den ser ud som ny – en klassisk Beetle, måske ikke en førkrigsmodel, men tæt på. Den ikoniske “boble”, skabt af den legendariske østriger Ferdinand Porsche, som tegnede de første skitser til Volkswagen Type 1, dateret 28. april 1934. Porsche lod sig muligvis inspirere af tjekkiske Tatras aerodynamiske design. Han blev sagsøgt, men slap afsted med det. Senere, efter krigen, udbetalte Volkswagen omkring en million D-mark i kompensation til Tatra. Ikke desto mindre siger den lille perlemorsgrønne bil noget om ejernes fascination af farve og form.

Deres indretning kombinerer skandinavisk lyst træ med stilfulde danske møbler. Som nævnt er de næsten minutiøse, når det kommer til indretning – eller blot at få tingene gjort rigtigt. I Kvänums snedkeri fulgte de selv processen, hvor åretegningen i fineren på deres skabslåger blev nøje matchet, skåret og samlet med ufejlbarlig præcision. De ønskede, at det skulle fremstå naturligt – ikke for perfekt, hvilket i sig selv næsten er den perfekte definition på en perfektionist. Men sådan er de slet ikke – tværtimod er Mikkel og Trine spontane, gæstfrie og helt afslappede, men ja, uden tvivl passionerede og engagerede. I huset er der masser af plads til at hygge og nyde hinandens selskab.

I haven finder man glas, smedejern, sten og grå teaktræsbænke samt rum i geometriske former med sparsom beplantning. Havearbejde tager tid, men det er helt klart på vej – der er en plan, og med tiden vil det uden tvivl blive en frodig og skøn have, og en skønne dag vil Monty Don sikkert banke på døren i sin stråhat.

En fantastisk terrasse, som mere eller mindre er et delvist overdækket semi-atrium, markeres af to prægtige murstenssøjler og facadebåndet, der fortsætter ud fra huset. En bred og lav trappe leder ned til en rektangulær pool med trin, der fører ned i den lave ende af det klare vand. Vandspejlet reflekterer både solens stråler og månens skær – det er en fryd at se på. Hus og have, kuber og kvadrater? Hvad er det her egentlig? Renæssance eller barok i forklædning? Besynderligt er det i hvert fald. Så forskelligt fra huset i Skagen – og alligevel præcis lige så indbydende og frodigt.

På trods af – eller måske netop på grund af – den markante kubisme findes der kroge og små opholdssteder overalt, rum hvor man kan trække sig tilbage, læse en bog eller tage en lur. For sig selv, i det der ligner en patio, er der en udendørs bruser, som faktisk bliver brugt oftere end husets indendørs bade. Badeværelset er dog noget helt for sig selv – et fristed, et nærmest helligt rum i marmor, skabt til at rense både krop og sjæl.